En gourmetrestaurant i København med historie og håndværk
Salon er ikke skabt ud af det blå. Det er resultatet af mange års gastronomisk erfaring, en kærlighed til æstetik og en vilje til at gøre tingene ordentligt. Huset i Bredgade 63 har tidligere rummet både Le Sommelier og nogle af byens mest markante restaurationskapitler – og i dag står Salon som et sted, der forener arv og fornyelse.
Vores historie
Arven fra Claus ‘Røde’ Christensen
Det hele begyndte med Claus Christensen – kendt i branchen som ‘Røde Claus’. Han åbnede Salon efter 28 år bag komfuret på sin Restaurant Gammel Mønt – en institution i dansk gastronomi og her han opfandt ’Delfinen’– en ret pakket ind i butterdej med pighvar og hummer, som stadig lever videre i dag som signaturret hos Salon. Forfinet af den nuværende køkkenchef. Med Claus som kreativ kraft og køkkenchef blev grundstenen lagt på Salon: klassisk håndværk, kun de bedste sæsonaktuelle råvarer og et kompromisløst blik for detaljer.
Kasper Assens – værtskabet i centrum
Front of house styres af Kasper Assens, som med mange års erfaring i både restauranter og vinimport står for en service, der er afslappet, præcis og uden attitude. Kasper har en forkærlighed for klassisk Bourgogne og store flasker med alder – noget, man hurtigt mærker, når man får adgang til Salonens vinkælder. Han er med til at sikre, at atmosfæren matcher maden: elegant, men tilgængelig.
En salon i ordets fineste forstand
Salon er mere end en restaurant – det er et rum for samtale, nysgerrighed og ægte værtskab. Her handler det om at spise godt, drikke bedre, og blive lidt længere, end man havde planlagt.